24. feb. 2011
Af af Jan Bergman

Frederik Fetterlein indlagt til operation i England

Frederik Fetterlein
Frederik Fetterlein
Foto: Thomas Laursen
Her til aften er den tidligere tennisspiller Frederik Fetterlein blevet indlagt på et engelsk privathospital.

Fetterlein har gennem længere tid døjet med mavesmerter i en sådan grad, at han til tider har haft svært ved at gå. Og det er denne tilstand, lægerne nu vil se nærmere på.

- Jeg vågnede op en morgen med ondt i maven. Det begyndte at gøre mere og mere ondt, men jeg anede ikke hvorfor. I begyndelsen var jeg bange for, at det var kræft. Jeg har jo taget en del sol gennem tiden, fortæller Fetterlein til bt.dk.

Lægerne har fundet frem til, at Fetterlein har en betændelsestilstand i maveregionen, men hvorfor ved man endnu ikke.

Derfor bliver han her til aften opereret på et engelsk privathospital, hvor lægerne åbner ham i venstre side for at undersøge tilstanden nærmere.

- Det er mit gamle mavesår. Lægerne skal ind og åbne op for at se, hvad der er galt og fjerne noget betændelse, fortæller Fetterlein til Starlounge.

Det alvorlige mavesår har i de seneste år været under behandling, men nu ser det således ud til, at det igen er begyndt at gå den forkerte vej.

- Jeg var ved at dø af mavesår for to år siden. Jeg lå akut på Amager Hospital og fik blod to dage i træk. Siden har jeg fået mavesårspiller, så det er nok en kombination af alt det fis, forklarer Frederik Fetterlein til Starlounge.

Efter operationen rejser den tidligere tennisspiller til 'et varmt sted' - muligvis med kæresten Charlotte Damberg. Her skal han bruge de næste ti dage på at restituere.

Læs mere om: