
Geggo siger stop: Derfor afviser hun at lave mere tv med familien

Stephanie ”Geggo” Salvarli er blevet voksen på tv.
Danskerne har fulgt tv-kendissen i tykt og tyndt fra vild festpige til karrierekvinde og mor med stort M.

Alligevel har Geggo og ægtemanden Cengiz Salvarli valgt at sætte tv-karrieren på pause.
Det fortæller Geggo i et interview med Her & Nu, da mediet spørger, hvorvidt danskerne kan se frem til mere fjernsyn fra tv-familien.
- Ikke nu. Vi er blevet spurgt, om vi vil lave mere fjernsyn, men lige nu har vi valgt at sige, at vi lukker døren derhjemme. (…) Det har vi ikke prøvet i mange år, så nu er det på tide at give det et skud, forklarer Geggo til mediet om årsagen til, at hun og familien nu trækker sig fra tv-skærmen.
Geggo kan desuden afsløre, at hun har det godt med beslutningen, der er et naturligt resultat af en tilværelse, hvor hun og familien har valgt at trække sig mere og mere fra rampelyset.
Det bliver dog ikke et fuldstændigt farvel til tv-darlingen.
Geggo har fortsat sin Instagram-profil, hvor danskerne kan følge med i familien Salvarlis liv og hverdag sammen med døtrene Alba og Sia.
Geggo og Cengiz har ellers for vane at lade seerne komme tæt på i diverse tv-programmer.
Senest i ”Langt fra Bryggen” på TV3, hvor danskerne kunne følge med i renoveringen af parrets villa i Tårnby.

Tidligere på året satte tv-parret murermestervillaen, som de har renoveret fra kælder til kvist, til salg, da de drømmer om at kaste sig ud i nye eventyr.
Meget tyder dog på, at familien Salvarlis nye, spændende kapitel bliver ført ud i livet uden et kamera i hælene.
