Gift ved første blik-Kathrine med svære følelser efter barsel: Jeg kan slet ikke holde tanken ud
Tilbage i februar blev "Gift ved første blik"-parret Michael og Kathrine Harders forældre til lille Leonora.
Siden har Kathrine Harder været på barsel fra sit arbejde som folkeskolelærer, men nu er tiden snart kommet til, at hun skal vende tilbage til jobbet - og det er med blandede følelser, at hun om en måneds tid igen træder ind på skolen for at undervise.
Det fortæller hun i et opslag på Instagram, som BILLED-BLADET har fået tilladelse til at dele.
- Jeg er så heldig, at jeg skal tilbage til den samme skønne klasse, som jeg havde før min barsel, og det glæder jeg mig til, skriver hun og fortsætter:
- Men jeg glæder mig 0% til at min barsel slutter, og jeg ikke skal være sammen med Leonora hele dagen. Jeg kan slet ikke holde tanken ud om at skulle være væk fra Leonora 9 timer om dagen, 5 dage om ugen.
Knude i maven
Kathrine og Michael Harder mødte hinanden i det populære DR-program "Gift ved første blik", og i dag er de sammen med lille Leonora en trekløver-familie, som bor i Odder.
Når Kathrines barsel får sin ende, bliver det Michaels tur til at være hjemme med Leonora - og det er en trøst for Kathrine:
- Jeg får en kæmpe knude i maven, og jeg kan slet ikke forstå, at min barsel er slut om lidt. Om ikke andet så er jeg så glad for, at Michael er hjemme i 7 uger, før Leonora begynder i dagpleje, så hun om ikke andet ikke er adskilt fra sine primære voksne helt endnu.