14. mar. 2011
Af af Ken Richter

Gifteklar Anne Sofie Espersen flytter til hovedstaden

Anne Sofie Espersen og Mark Linn
Anne Sofie Espersen og Mark Linn
Foto: Birger Storm
Skuespiller Anne Sofie Espersen har besluttet at sige farvel til Aarhus Teater, efter hun har været ansat på teatret i seks år.

Samtidig har hun valgt helt at forlade den jyske hovedstad sammen med sine tre børn, og så venter der dem alle fire et helt nyt liv i København.

- Jeg flytter sammen med min kæreste, siger en glad og afklaret Anne Sofie, der tror på, hun nok skal klare sig som freelance-skuespiller.

Gennem de seneste tre år har hun været kæreste med sangeren Mark Linn, der bor i København, og det er derfor blevet til en del pendleri mellem de to byer. Undervejs er de to også blevet forlovet, for "det har ingen af os prøvet før", fortæller Anne Sofie, der tidligere var gift med skuespilleren Søren Byder, som hun har de tre børn, Sylvester, Sulajma og Buster på 11, syv og fire år sammen med.

Mangler bryllupsdato

Mark har to børn fra et tidligere forhold. Meget belejligt flytter Søren Byder, der ikke længere arbejder som skuespiller, også fra Aarhus til København.

- Det store arbejde kommer først, når vi er flyttet, siger Anne Sofie og tænker specielt på, at børnene skal have nye kammerater og gå i en ny skole og børnehave. Men når den nye familie har fundet sig til rette, er der andre store planer.

- Mark og jeg skal også giftes, men foreløbig er der intet planlagt med dato, afslører den 37-årige skuespiller og understreger, at hun på ingen måde forlader Aarhus Teater i protest. Hun har netop lavet sit sidste job på teateret, hvor hun for første gang har prøvet at være instruktør for afgangseleverne på skuespilskolen.

Læs mere om: