Gravid Anni Fønsby dropper cowgirl-planer
Det blev en kort cowgirl-karriere for 36-årige Anni Brinch. Fredag aften sad hun smilende i Casper Christensens nye talkshow og fortalte om sin kommende TV-karriere - et reality-program med Anni i centrum på en amerikansk ranch. Optagelserne var sat til november måned. Men nu har Anni aflyst projektet på grund af sine lykkelige omstændigheder:
- Jeg er så glad, fordi jeg nu er ti uger henne i min graviditet, og alt ser ud til at gå godt. Jeg aborterede, da jeg sidst var gravid, og det ønsker jeg bestemt ikke igen. Derfor er det nok ikke smart at rejse til USA og svinge med lassoer og ride på heste - så desværre har jeg meldt fra, selvom jeg havde underskrevet kontrakten, siger Anni.
- Lige nu har jeg bare meget kvalme. Jeg sover 13 timer i døgnet. Det er helt anderledes end første gang, jeg var gravid, så jeg tror, det bliver en dreng denne gang.
Trods TV-afbuddet kommer Anni og Erik alligevel en tur til USA. Den kommende uge i skolernes efterårsferie har de inviteret Annis datter til Florida for at besøge Disney World.