26. sep. 2008
Af af Dorte Quist

Gribende afsked med Kamilla Bech Holten

Kamillas veninde Hanne Brandt, Kasper Bech Holten og Peter Mygind var blandt dem, der bar kisten ud til rustvognen efter bisættelsen. I modsatte side bærer Kamillas søster Anne Sofie, Kamillas far Laurits H. Gregersen og Kamillas svoger Gynther Nosch.
Kamillas veninde Hanne Brandt, Kasper Bech Holten og Peter Mygind var blandt dem, der bar kisten ud til rustvognen efter bisættelsen. I modsatte side bærer Kamillas søster Anne Sofie, Kamillas far Laurits H. Gregersen og Kamillas svoger Gynther Nosch.
Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET
700 mennesker tog en gribende afsked med Kamilla Bech Holten, der blev bisat fredag.

Fuldstændig fortrukket i ansigtet brød Peter Mygind sammen i tårer og smerte, da rustvognen med Kamillas hvide kiste kørte bort fra Frederiksberg Kirke. Længe efter bilen og kisten var væk, blev han stående foran kirken sammen med sin hustru, Lise Mühlhausen, deres to sønner og Kamillas nærmeste familie, mens de skiftevis krammede og støttede hinanden.

Peter Mygind og Kasper bar kisten

Forinden havde Peter Mygind som Kamillas nærmeste ven båret hendes kiste ude fra kirken sammen med Kamillas søster Anne Sofie Nielsen, Kamillas eksmand Kasper Bech Holten, Kamillas far Laurits H. Gregersen, Kamillas veninde Hanne Brandt Djupdræt samt familiemedlemmet Günther Nosch.

Allerede ved ankomsten til kirken var både Peter Mygind og hustruen Lise Mühlhausen meget berørte. Med røde ophovnede øjne bar Peter Mygind og hans ældste søn Julius sammen familiens kæmpestore blomsterhjerte-dekoration, der blev lagt lige inden for døren til kirken. Kirken var blevet fyldt med tusindvis af blomster. I lange rækker rundt i kirken lå buket ved buket, krans ved krans.

Kamilla sang

Under den bevægende ceremoni afspillede Kamillas far en cd, hvor Kamilla selv sang gospel-klassikeren Amazing Grace. Da Kamillas klare stemme fyldte kirkerummet, brød mange af de tilstedeværende sammen.

700 tog afsked i kirken

Ude foran kirken havde op mod 100 almindelige danskere taget opstilling for at følge Kamilla på den sidste rejse, mens flere end 700 venner, familiemedlemmer og arbejdskollegaer fyldte den smukke, gamle kirke.

Blandt de mange, der tog afsked med Kamilla, var stylisten Dennis Knudsen, TV2s programdirektør Palle Strøm, præsten Johannes Møllehave, forfatteren Lise Nørgaard, X-Factor dommeren Thomas Blachman, entertaineren Sigurd Barrett, tv-værterne Anja Steensig, Lise Rønne og Puk Elgaard, skuespiller Søs Egelind, og mange, mange flere.

Læs mere om: