Håret vokser hos Lund Madsen - Frisøren er på barsel
Der er virkelig meget hår i Lund Madsen-familien i øjeblikket. Lille Storms hårpragt overgår farmands og man fornemmer, at far er forbilledet. Muligvis ville Storm lade sig kronrage, hvis hans far lod sig kronrage.
- Men sådan er det altså ikke, siger Madsen.
- Det er en flink dame fra Sønderjylland, som i virkeligheden er scenograf, men også er vores frisør - og hun er på barsel lige nu. Det er derfor, Storm og jeg ikke er blevet klippet.
Men det er også, fordi han lytter til sine storesøstre, som begge går ind for langt hår. De synes ikke, Storm skal klippes - og så synes han det heller ikke. Så er det i og for sig ligegyldigt, hvad jeg, som er hans far, synes. Det er en kamp, jeg ikke ønsker at tage, idet jeg jo ganske givet vil tabe den kamp, fortsætter han.