
Hans Engell må krybe til korset efter stort vægttab: Så meget har han taget på igen

For tre år siden tog Hans Engell en stor og livsændrende beslutning.
Efter flere mislykkede forsøg på at smide de ekstra kilo, så han kun en udvej. Han måtte ty til Wegovy - et lægemiddel til behandling af overvægt.
I takt med at appetitten forsvandt, begyndte TV 2’s politiske kommentator selv at svinde ind. Kiloene raslede af ham, og i løbet af to år tabte han 20 kilo.
Hans Engell fortsatte vægttabet, da han meldte sig til sæson 2 af ”Snyd din alder”, der blev optaget i efteråret og sendt på TV 2 i januar 2026.
Tabte syv kilo
I løbet af det 12 uger lange sundhedseksperiment tabte han sig fire et halvt kilo, og da der efter optagelserne blev spolet en måned frem, kunne han stolt berette, at han havde tabt sig to et halvt kilo yderligere.

Han smed altså syv kilo i forbindelse med TV 2-programmet og forsøger i dag at holde fast i de sundere vaner sammen med hustruen Pernille.
- Jeg kan ikke mindes, at vi har købt færdigmad eller ultraforarbejdet mad siden. Vi har overholdt de grundlæggende regler og holdt os meget til det grønne, og det har jeg også kunnet se på vægten, fortæller en stolt Hans Engell, da BILLED-BLADET besøger ægteparret i deres lejlighed i København.

Fristelser i december
Den tidligere minister må dog alligevel krybe til korset og erkende, at han kæmpede lidt med vægten i december.

- Der er lagt lidt ekstra oveni siden ”Snyd din alder”, men nu har det også lige været jul og nytår, lyder forklaringen fra Hans Engell, som indtog lidt for mange kalorier i julemåneden:
- Jeg må nok indrømme, at jeg har taget halvanden til to kilo på. Men de skal af nu! Der er lavet en plan for det, for jeg vil gerne fortsætte projektet.

I BILLED-BLADET nr. 7, der er på gaden torsdag den 12. februar, kan du læse et stort interview med Hans Engell og hans hustru, Pernille, som bakker op om ægtemandens vægttab og nye livsstil. Parret har inviteret indenfor i deres charmerende herskabslejlighed i København.



