Heidis debut får lunkne anmeldelser
Ligesom Basims producere af anmelderne blev beordret til en ommer, får heller ikke Heidis debutplade AudioBallerina overvældende ros. Både Ekstra Bladet, DR, Berlingske Tidende er enige om, at lyden minder for meget om Caroline Hendersons 90'er-gennembrud Cinemataztic og kvitterer med tre stjerner.
"X Factor-Heidis debut er lige så lækker, som den er intetsigende, men vil sikkert fungere fint som baggrundsfyld på mondæne frisørsaloner og anonyme caféer," skriver Ekstra Bladets anmelder Henrik Queitsch meget betegnende for anmeldelserne. Han er dog enig med de andre anmeldere i, at Heidis stemme kæler for lytteren.
Mest positiv er Gaffas anmelder, der giver Heidis plade fire stjerner og konkluderer: "Overordnet er Audio Ballerina dog en fin debut og et løfte om mere."