11. nov. 2022
Af Julie Nolsöe

Hella Joof er fyldt 60 år: Gav sig selv vild fødselsdagsgave

Hella Joof
Hella Joof
Foto: Hanne Juul
Forfatter og instruktør Hella Joof har foræret sig selv en meget permanent og vild gave i anledning af sin 60 års fødselsdag

Det er ikke hver dag, man fylder rundt.

Og det er ikke hver dag, man fylder 60 flotte år.

Netop derfor blev den store dag markeret på særlig vis, da forfatter og filminstruktør Hella Joof fyldte 60 år den 1. november.

I anledning af sin fødselsdag gav "Papmachéreglen"-forfatteren sig selv således en meget permanent gave.

Hun har nemlig fået en tatovering.

Det afslører hun i den seneste udgave af podcasten "Mads og A-holdet", som hun gæstede sammen med Simon Jul og Helle Thorning-Schmidt.

I anledning af den runde dag forærede podcastvært Mads Steffensen hende en buket blomster, inden han spurgte, om det betød noget for hende at fylde 60, eller om det var som enhver anden fødseldag.

- Jeg kan godt mærke forskel. Jeg synes, det giver noget tyngde. Jeg har besluttet mig for, at alt det jeg har gået rundt og haft lyst til og tænkt, at jeg var for gammel til, det gør jeg bare nu, lød det fra Hella Joof som afslørede, hvad hun derfor havde gjort:

- Jeg har fået lavet en tribal tatovering, siger hun, inden de andre i podcaststudiet bryder ud i latter.

Hella Joof havde dog ikke mulighed for at fremvise det nye værk på sin hud, da hun var iført en buksedragt.

Forfatteren har tidligere i sin egen tidligere podcast "Om søndagen græder vi" udtalt, at hendes kommende tatovering skulle sidde på lænden, men om det også er tilfældet, nævner hun ikke.

Hella Joofs nye tatovering er et resultat af den tilgang, hun ønsker at have til livet, nu hvor hun er rundet de 60 år:

- Hvis der er et eller andet, jeg godt kunne tænke mig at prøve, så prøver jeg det, siger hun i "Mads og A-holdet".

Læs mere om: