Henrik Dahl: Jeg er syg resten af livet
Henrik Dahl, der blev kendt som vært på 'Rene ord for pengene' og 'Rabatten' stoppede brat sin TV-karriere i 2004, da han sagde sit job op efter uoverensstemmelser med sin chef. Året efter fik han endelig forklaringen på, at han svingede mellem depression og voldsomme manier, der gav ham troen på, at han kunne erobre hele verden, blive ejendomsspekulant og købe fede biler.
"Den måde, jeg er blevet typecastet på i fjernsynet, gør, at jeg altid er blevet kaldt 'ham idioten'. Han, der var plat, sjov og så ikke andet. Så - lige pludselig - så var det sgu rigtig nok. Der var noget galt med ham," fortæller Henrik Dahl til fri.dk om pludselig at få den kroniske diagnose maniodepressiv: "Jeg vidste ikke, jeg kunne vinde over sygdommen. Først efter medicinen."
Men selvom både Henrik og hans hustru Camilla Emborg var lettede over, at Henriks sygdom fik et navn, så har Henrik stadig svært ved at acceptere tingenes tilstand: "Engang imellem er jeg træt af, at det er for livstid. Det bliver bare ved og bliver ved og bliver ved. Men medicinen hjælper. Det er helt utroligt. Sidegevinsten ved det her er, at jeg er blevet stabiliseret. Det gør mig til et mere strømlinet menneske. Jeg er blevet mere rund," konstaterer Henrik Dahl på fri.dk.
Henrik Dahl fortæller om sin sygdom i bogen 'Idiot', som han har skrevet sammen med sin hustru. Den udkommer den 22. september.