2. maj. 2011
Af af Anna Johannesen

Henrik Krogsgaard: Det gør ondt at blive svigtet

Henrik Krogsgaard
Henrik Krogsgaard
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Han begyndte at spille klaver, da han var fem år og kan i dag se tilbage på et liv fyldt med musikalske oplevelser og mange glæder. Men det svigt, han følte i barndommen fra en far, der endte med at tage sit eget liv, kommer Henrik Krogsgaard aldrig over.

Solen skinner på Bornholm, da Henrik Krogsgaard tager imod i sit byhus i Svaneke. Det ligger med udsigt over havnen, og her har han nu boet i snart seks år. Med opknappet skjorte over en hvid T-shirt og lige så slank, som da han for 30 år siden var kapelmester i Cirkusrevyen, ligner han stadig lidt "den evige teenager".

Henrik Krogsgaard er begunstiget med et lyst sind. Det har han fra sin mor, som han også ligner af udseende. Fra sin far har han arvet et praktisk håndelag. Han kan godt lide at snedkerere, bygge en reol, fælde træer "og den slags".

I dag har han mistet begge sine forældre. Hans mor døde i 1997, hans far begik selvmord i 1983.

- Jeg var 32 år dengang og spillede på Amagerscenen. Da jeg kom hjem, sad mor i mit køkken, og jeg vidste med det samme, hvad der var sket. På det tidspunkt havde de været skilt i 10 år. Far var flyttet til Fyn og havde fået en ny kæreste, men om det var fordi, hun var død, og han ikke magtede at skulle begynde forfra én gang til, ved jeg ikke. Vi havde ingen kontakt. Jeg havde på dét tidspunkt for længst afskrevet ham som far.

"Det var synd for min far"

- Min far havde to sider. Som en Dr. Jykell og Mr. Hyde. På et tidspunkt traf han et valg, og det har et eller andet sted altid gjort ondt. For et valg er jo også et fravalg, siger Henrik Krogsgaard og får pludselig blanke øjne, selv om vi lige har talt om, at han ikke har særlig let til tårer.

- Jeg havde en god barndom, men der var noget, der manglede. Jeg vil ikke gå i detaljer, men kan bare sige, at hvis jeg i dag ser en film, der handler om forholdet mellem en far og hans søn, og den ender så banalt med, at faderen tager sin søn i hånden, jamen så kan jeg sidde lige så stille og mærke tårerne trille ned ad kinderne. Fordi den situation jo kunne have været min egen, men bare aldrig blev det.

- Det var synd for min far, og det var synd for mig, siger Henrik Krogsgaard, der ikke forstår, hvordan nogen kan tage deres eget liv.

- For der må da altid være nogen, der har det værre, siger han.

Læs mere om: