31. mar. 2016
Af Marianne Singer
Husker du? 13 år siden vi sagde farvel til Tommy Seebach
Tommy Seebach.
Foto: AOP
Familien var knust og kollegaer i musikbranchen ramt af dyb sorg, da Tommy Seebach døde i en alder af kun 53 år.
- Mit liv er blevet meget mere indholdsrigt. Nu glæder jeg mig over de små og enkle ting i livet. Sådan lød det fra Tommy Seebach til BILLED-BLADET kun en uge før sin død den 31. marts 2003. Efter mange op- og nedture i sit liv var den folkekære sanger langt om længe kommet til et sted i sit liv, hvor han havde det godt. Derfor var hans pludselig død af et hjertestop tragisk og uforståelig. SE VIDEO: Rasmus Seebach deler sine inderste tanker
Melodi Grand Prix-kongen Tommy Seebach
Tommy Seebach fik allerede tidligt succes som medlem af pigtråds-gruppen Sir Henry & His Butlers, men valgte på et tidspunkt at fortsætte som solo-artist. I 1980'erne blev han især kendt og elsket for sin deltagelse i Melodi Grand Prix. Hele otte gange deltog Tommy Seebach i den danske udgave og vandt tre gange, blandt andet med den kendte sang "Krøller eller ej" i duet med Debbie Cameron. De sidste år af sit liv var han musikalsk underholdningschef på Bakkekroen på Dyrehavsbakken.Stor kærlighed til familien
Tommy Seebachs store kærlighed var Karen, som han fik børnene Nicolai, Rasmus og Marie med.
Rasmus Seebach er senere selv blevet et kæmpenavn i musikbranchen, men det nåede hans far desværre ikke at opleve. I mange år kæmpede Tommy Seebach med et stort alkoholforbrug, som selvfølgelig også påvirkede hans familie. Det førte blandt andet til skilsmisse fra Karen, fortalte han i sit sidste interview til BILLED-BLADET. - Hun kunne ikke holde mig ud, fordi jeg altid var fuld. Og jeg kan sagtens forstå hende. Jeg var jo altid beruset. Det må være forfærdeligt at være gift med en alkoholiker. Børnene har også mærket, hvad der var galt med mig, men gudskelov har vi et godt forhold, og jeg ser dem jævnligt. Jeg har også et godt forhold til Karen. Tommy Seebach stoppede helt med at drikke alkohol et års tid før sin død.