3. aug. 2014
Af Karina Didriksen

Husker du Hulubulu-Lotte: Skuespilleren fik lungetransplantation

Mathilde Gersby spillede Hulubulu-Lotte.
Mathilde Gersby spillede Hulubulu-Lotte.
Foto: AOP
Mathilde Gersby, der spillede Hulubulu-Lotte i 80’erne, blev reddet i sidste øjeblik, da hendes arvelige sygdom var ved at tage livet af hende.

Mathilde Gersby blev kendt som den lille rødhårede pige med den voksende navle, der kunne gøre sig usynlig i børnetimen ”Da Lotte blev usynlig” fra 1987.

I dag er hun en 35 år gammel, gift med Søren og mor til sønnen Hjalte, men siden hun var barn, har hun vidst, at hun havde en arvelig sygdom, cystisk fibrose, som en dag vil tage livet af hende.

Det var meget tæt på at ske, da hun i 2008 fik nye lunger, som kroppen afstødte året efter. Hun levede videre, men pludselig fik hun det dårligt og endte i koma.

- Jeg havde haft det dårligt hele aftenen, og da vi skulle hjem, havde Søren kørt min kørestol helt hen til indgangen af huset. Jeg skulle bare gå to trin ned og sætte mig. Men jeg kunne ikke. Jeg havde en klaustrofobisk fornemmelse og var nærmest panisk, forklarer Mathilde Gersby til Ude og Hjemme.

Vil tage sit eget liv

Det næste, barnestjernen husker, er at hun vågner op 14 dage senere i en hospitalsseng. Hun troede, hun skulle dø, men lægerne gav hende en ekstra chance, og syv måneder senere fik Mathilde Gersby to nye lunger.

Det er nu tre år siden, og hun har i dag genoptaget sit arbejde som socialrådgiver med 20 timer om ugen. Hun ved dog godt, at hun aldrig bliver 100 år gammel. Lungetransplantationen forventes nemlig kun at kunne holde hende i live i syv år.

- Jeg vil tage mit eget liv, når jeg ikke har mere livskvalitet tilbage, og jeg har sagt til Søren, at han gerne må finde en ny kone, også selv om jeg stadig er i live, siger hun til ugebladet.

Læs mere om: