Iben Hjejle bliver krimistjerne
Hvis du er vild med Elsebeth Egholms kriminalhistorier om den århusianske journalist Dicte Svendsen, så kan du glæde dig over, at TV 2 sætter gang i produktionen af en TV-serie på baggrund af bøgerne.
Hovedrollen som Dicte Svendsen skal Iben Hjejle besætte, og ud over hende bliver der mulighed for at se navne som Lærke Winther, Michael Birkkjær, Asger Reher og Lene Maria Christensen give bøgernes personer liv.
- Elsebeth Egholm er en af Danmarks mest succesfulde forfattere, og hendes krimier med Dicte Svendsen i hovedrollen er en af landets bedst sælgende krimiserier, og jeg glæder mig enormt til at transformere hendes bøger til en spændende TV-serie, siger instruktør Carsten Myllerup til Århus Stiftstidende.
Budgettet på produktionen, der starter senere på året, er 64 millioner kroner.