
Inden for få uger blev Josefine Høgh ramt af livets største glæde og sorg: Systemet lukkede ned

I november 2021 blev Josefine Høgh ramt af en af livets største glæder, da hun blev mor for første gang.
Blot fem uger senere stod hun midt i en enorm sorg.
Den 8. december 2021 mistede tv-værten nemlig sin far, Lars Høgh, der gik bort efter længere tids kræftsygdom. Den tidligere målmand blev 62 år.
I ALT for damernes podcast "Skål Søster" sætter en ærlig Josefine Høgh ord på, hvordan det var at føde sin datter og miste sin far med bare få ugers mellemrum.
Josefine Høgh beskriver tiden som en af ”de største kriser” i hendes liv, men hun kan i dag se tilbage på, hvordan hun klarede den turbulente periode som mor.
– Min datter har det så godt, og nogle gange klapper jeg mig selv på skulderen over, at vi klarede den. Alt gik jo heldigvis godt med hende (datteren Molly, red.), men jeg kan næsten ikke huske, at jeg har haft et spædbarn. Det var en periode, hvor systemet på en måde lukkede ned for mig, og så var det bare at komme igennem det, fortæller hun i podcasten.
Datteren Molly, som hun har med Lasse Sjørslev, er i dag tre år, og parret nyder at være forældre til deres lille guldklump.
