Jacob Haugaard optræder i afdøde søns ånd

Selvom sorgen over stedsønnen Nicolais død stadig er frisk, går Jacob Haugaard de kommende to uger på scenen som konferencier til Grøn Koncert uden klynken. For sådan ville Nicolai have ønsket det, fortæller komikeren til B.T.:
"Jeg gør det simpelthen i hans ånd. Det vil sige: 'Nu må du altså holde op, Jacob: Ingen klynken. Nu går du bare til den. Og du gør det ordentligt.' Det er lige præcis, hvad han ville have sagt. Sådan ville han have det. Så det gør jeg," fastslår Jacob Haugaard.
Jacob Haugaard regner med at spille et par af sine udødelige klassikere på Grøn Koncert, blandt andre Det' hammer hammer fedt. Grøn Koncert-turneen indledes i dag i Esbjerg, og overskuddet går som altid til forskning i muskelsvind.