8. jun. 2008
Af af Signe Ravn

Jacob Haugaard til BILLEDBLADET.dk: Jeg designer selv mine kostumer

Her ses Jacob Haugaard ved en anden lejlighed i det Sgt Pepper-inspirerede kostume, som han også havde på til et pressearrangement for Grøn Koncert 2008 tirsdag den 2. juni.
Her ses Jacob Haugaard ved en anden lejlighed i det Sgt Pepper-inspirerede kostume, som han også havde på til et pressearrangement for Grøn Koncert 2008 tirsdag den 2. juni.
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Jacob Haugaard har sendt skræddere på overarbejde for at være klar til Grøn Koncert 2008.

"Jeg går meget op i at få Muskelsvindfonden frem, for det kan let drukne i musik og øl, så er der nogen, der skal holde det ved lige. Det er jo et velgørenhedsshow," fastslår Jacob Haugaard om Grøn Koncert, og understreger, at det er vigtigt, at alt bliver set fra en positiv vinkel - selv regnvejr.

Grøn Koncert holder pressearrangement på dækket af Tuborg-skibet Den gode Madonna, og Jacob Haugaard har i vanlig stil stillet sig i spidsen for tropperne i en skinnende rød Sgt Pepper-inspireret uniformsjakke.

Har revolutioneret byfesten

Da Grøn Koncert startede i 1982 var der kun nogle få festivaler i Danmark, og ifølge Jacob Haugaard, er det Grøn Koncert, der har vist vejen for, hvordan man laver store enkeltdags-arrangementer. "Det er dem, der har revolutioneret byfesten," siger han.

"Vi skal hele tiden huske, at hele Grøn Koncert er der for at lave fest. Alle tilskuerne er der for at holde fest. Det skal du altid huske at holde skarpt adskilt. For folk gider ikke betale penge for at se nogen, der fester for sig selv. Det er jo dem (publikum red.), der skal feste," forklarer entertaineren og fortsætter: "Så vi skal sørge for, at der sker en masse fede ting."

Derfor er der vanen tro sørget for en masse skøre boder, og så er freestyle-rapperne fra MC Fight Night placeret midt på pladsen, så den gode fest er sikret.

Sørger for den gode stemning

"Tager man en kasse øl og smider ind på midten, så kommer folk altid op at slås," forklarer Haugaard og sammenligner sin rolle med en middags-værtinde, der sørger godt for sine gæster: "Du skal hele tiden flytte rundt på gæsterne. Det er derfor, at det er godt med natmad, dessert og alt muligt fis, for det holder the spirit high."

Jacob Haugaard håber, at han undervejs får tid til at synge klassikerne Venner, lad værktøjet ligge og Hammer, hammer fedt!, og han afslører, at han allerede er i gang med at få lavet scenetøj efter eget design:

Vild med at vise sig

"Jeg elsker at gå og rode med det. Jeg har altid været meget tiltrukket af showbiz, fordi man måtte vise sig, fordi man må have ringe på og smarte sko. Alt sådan noget, der egentlig er forbeholdt kvinder. Det kan jeg godt lide. Det er også tilladt for mænd at have røde laksko eller et eller andet skidesmart på. Jeg har altid været helt vild med at vise mig," griner han og fortæller, at tøjet skal fungere som en 'stemningsmager' til Grøn Koncert.


Skræddere realiserer kostume-drømmen

Det er dog ikke Jacob selv, der sidder ved symaskinen. De sidste 10 år har han taget til Kina for at finde billigt stof og skræddere, der kan realisere hans vilde kostume-drømme. I år har Jacob dog hævet niveauet: "Jeg ved ikke om det lykkes, men jeg kunne godt tænke mig at have sådan noget som Louis den 14. Men det er jeg ikke sikker på, om kan lade sig gøre," forklarer han og tilføjer:

"Jeg har 30 sæt derhjemme, jeg kan også bare tage et af dem. Jeg designer dem, så udefra skal det ligne en ambulance, så man på lang afstand kan se: 'Nå, der kom én ind, dét må så være konferencieren'."

Læs mere om: