Jacob Haugaard var en slagsbroder
Selvom komiker Jacob Haugaard aldrig har kastet sig over våben, så var vold ikke ukendt for ham, da hans alkoholmisbrug var på sit højeste. Når Jacob var påvirket af alkohol, fik han nemlig lyst til at slås, og Finn Nørbygaards makker fik læsterlige klø.
"Da jeg drak, blev jeg utrolig provokerende. Det blev en sport for mig," fortæller Jacob Haugaard til Ekstra Bladet: "Jeg ved, at jeg har været på operationsbordet seks-syv gange. Og det var meget alvorlige ting, hvor jeg f.eks. har fået begge sider af kæben slået af."
Volden lagde Jacob Haugaard bag sig, da han blev ædru, og i dag er han meget bekymret over den stigende vold i samfundet: "Det er jo starten på en borgerkrig, hvis dette fortsætter," vurderer Jacob, der mener, at der skal indføres mere effektiv grænsekontrol, der kan få fat i de illegale våben.