28. okt. 2013
Af John Lautrup

Jan Fog gifter sig med Thomas Ejes eks

Jan Fog
Jan Fog
Foto: AOP
Charlotte Juul hedder kvinden, som har indfanget Jan Fog. De er tidligere kærester og har haft et tæt forhold i 30 år.

Ægteskabet er mest proforma for at sikre kendis-ejendomsmæglerens livsværk.

For mange år siden var Jan Fog, 64 år, og Charlotte Juul, 47 år, brandvarme kærester, men så fangede hun ham i noget udenoms-halløj, og så stoppede kærlighedsforholdet. Men ikke et ualmindeligt varmt venskab, som har varet i 30 år og nu alligevel ender med ægteskab.

Men de kommer ikke til at dele bord og seng. Der er først og fremmest tale om et fornufts-ægteskab. Den barnløse Jan Fog vil gerne sikre sit livs tætteste sjæleven, men hvis han havde nøjedes med at testamentere alt, hvad han ejer og har, til Charlotte Juul, skulle hun have afleveret en stor klump af formuen i arveafgift. Det undgår de ved at blive gift.

- Min private frihed giver jeg aldrig afkald på. Vores gensidige kærlighed er så stærk, at vi tør sætte ord på. Et ægteskab betyder ikke, at vi i daglige har planer om at bo sammen på den gammeldags måde. Det bliver ikke, som man ser på film. Charlotte kan du ikke presse noget ned over hovedet på. Og frem for at hun skal aflevere det hele i arveafgift, er det praktisk, at vi gifter os, siger Jan Fog til Ekstra Bladet.

- Det var en nær vens frygtelige død ved en færdselsulykke i 2010, der satte det i gang. Jeg blev klar over, at jeg måtte skrive testamente, ellers ville Charlotte ingenting få, og det ville bestemt ikke være mit ønske, fortæller Jan Fog, der allerede dengang overvejede ægteskab med Charlotte Juul, der fra 1994 og nogle år frem var gift med entertaineren, Thomas Eje.

Men i 2010 havde hun en kæreste, og derfor kunne det naturligvis ikke blive til noget. Men nu er hun fri.

- Vi har i et år snakket om, at nu skulle vi også se at få taget os sammen. Men hvordan brylluppet skal fejres har vi ikke talt om endnu, siger han til Ekstra Bladet.

Charlotte Juul har tidligere udtalt, at Jan Fog er som en far, en ven og en tidligere ægtemand for hende.

- Og jeg ved, at når han bliver gammel, og hvis han en dag skulle blive svag, så bliver det mig, der passer på ham, sagde hun i TV 2-dokumentaren "Jan Fog - hele historien" fra 2011.

Læs mere om: