Jan Gintberg taler ud om handicappet datter
Jan Gintbergs 11-årige datter, Eline har Downs syndrom, og nu komikeren løfter sløret for, at familien, der også består af Jans kone og deres 5-årige søn August, har en hverdag, der minder om de fleste andre børnefamiliers.
"Vores hverdag med Eline er fuldstændig Irma-agtig. Hun går bare i en anden type skole, hvor der er fantastiske lærere, som er dedikerede til at arbejde med børn med svære indlæringsvanskeligheder. Når hun kommer hjem fra skole, smører hun sig en mad, tegner, ser film, eller spiller på computer" forklarer Jan Gintberg i ALT for damerne og indrømmer, at det selvfølgelig har omkostninger at have et handicappet barn.
"Jeg ønsker sgu ikke for nogen, at de får et barn med Downs syndrom, for det er en krise i livet, og det er en sorg, man skal igennem. Men objektivt set ligger der nogle kvaliteter i det menneske, som er fantastisk til at vise glæde, fantastisk til at give knus og fantastisk til at opleve verden og andre mennesker uden nogen bagtanker," fastslår Jan i damebladet.