Jan Monrad nær dræbt af vindue

Det var tæt på at gå gruelig galt, da Jan Monrad i går besluttede sig for at tage ned i Holbæk By for at købe en paraply. På gåturen hjem var han nemlig nær blevet dræbt af et nedstyrtende vindue.
- En meter fra mine fødder falder et vindue ned og splintres i massevis af stykker, fortæller en chokeret Jan Monrad til Ekstra Bladet.
Han havde lige forladt en hifi-butik, da der pludselig lød et ordentlig brag, og sangeren var sekunder fra at miste livet. Det viste sig at være en håndværker, som stod bag den farlige episode.
- Jeg skældte den håndværker ud, som havde tabt vinduet. Han er et fjols. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der ville være sket, hvis vinduet havde ramt mig lige i bolden, siger Jan Monrad til avisen.