Jarl Friis-Mikkelsen: Jeg griner meget med min kone

- Hvad kan få dig til at grine?
- Det er der rigtig mange ting, der kan. Det er ofte noget med ord, og ikke mindst synes jeg, børns humor er fantastisk. Lidt Storm P'sk. Som når en lærer spørger en elev: "Hvad tegner du?". "Jeg tegner Gud". Læreren siger: "Der er da ingen, der ved, hvordan Gud ser ud!" Eleven siger: "Nej, men jeg er jo heller ikke færdig endnu." Det er da sjovt!
- Om kort tid bliver du far for tredje gang. Hvor sjovt er det?
- Det glæder jeg mig selvfølgelig rigtig meget til. Og det ligger helt i sagens natur, at vi skal have en til. Det bliver dejligt, og jeg ser det ikke mindst som noget livsforlængende. Med små børn får man ikke lov at være gammel. Så er man hele tiden updatet. Jeg når ikke at irre til!
- Er det fordi, det er sjovt at være gift, at du er blevet det tre gange?
- Det slider lidt på knæene, når man skal ned så mange gange, ha, ha. Nej, det er jo ikke med ens gode vilje, at man bliver det. Men det var så den vej, jeg skulle, og jeg er gud være lovet gode venner med mine eks-koner, så på den måde er alt så lykkeligt, som det kan blive.
- Griner du med din kone?
- Ja, hun er meget lattermild. Det er svært at sige, hvad vi griner af. Det er noget med at gøre sig umage med at overraske hinanden. Sige noget, man aldrig har sagt før. Det er ikke en metode, jeg har. Det er noget, der ligesom sker i nuet. Noget der opstår ... Og humor gør jo alting meget nemmere. Det er også et godt værn, hvis man er genert, som jeg stadig er. Man kan rede meget på en god replik!