Jarl Friis-Mikkelsen og Casper Christensen holder jul sammen
- Jeg glæder mig til jul. Så skal Jarl og jeg sidde i hver vores bløde stol med en brandy, og se vores unge kærester pakke gaver ud.
Sådan sagde Casper Christensen på scenen i showet "Casper og Frank nu som mennesker", og selvom det nok mest var ment som en mandschauvinistisk joke, kan sceneriet nu blive aktuelt. Casper og Isabell tager nemlig hjem til Jarl og fru Susanne juleaften, afslører komikeren i et interview med Se og Hør.
Ugebladet har talt med 43-årige Casper i USA, hvor han og 25-årige Isabell har været på forretningsrejse. Her fortæller Casper, at hans to store børn, Casja på 14 år og Marvin, som er 12 år, skal holde jul med deres mor, Anette Toftgård og hendes familie i Nordjylland.
Før Casper Christensen sætter sig i Jarlens julestue, fejrer han dog højtiden med børnene den 22. december.