26. sep. 2010
Af af Lisbeth Grube

Jens Blauenfeldt fik sin brud

Jens Blauenfeldt og Helle Slejborg
Jens Blauenfeldt og Helle Slejborg
Foto: Krestine Havemann
Jens Blauenfeldt plejer at lede jagten i ”Kender du typen?”, og i lørdags sagde han inderligt ”ja” til sin egen favorit.

Blauenfeldt giftede sig med kæresten gennem fire år, Helle Slejborg - og hun var absolut ikke en typisk brud. I knækort strutkjole med rosa skær, i sølvsko og med hår a la Jackie Kennedy gik hun sin gom i møde i Simon Peters Kirke på Amager. Ved alteret stod Jens med parrets etårige datter, Elisabeth, på armen - og sank en klump ved det smukke syn.

Lille Elisabeth var dog ikke helt tilfreds med dagens arrangement. Hun kaldte højlydt på mor i kirken og kastede sig rundt i fars arme. Inden selve vielsen måtte Jens og Helle derfor sende deres øjesten med en venlig sjæl ud i våbenhuset. Elisabeth stak i et hyl, men det hjalp med nye omgivelser og en kiks - og mor og far fik ørenlyd til ceremonien.

Sammen med sin far havde Jens Blauenfeldt for år tilbage skrevet en sang, som bruden havde bestemt skulle synges i kirken, og da det nygifte par efterfølgende trådte ud i blæsevejret til deres lille datter som mand og kone, var det med blanke øjne og lykkelige smil.

- Det føles bare så dejligt, udbrød gommen, kyssede sin brud og skænkede champagne, inden 84 gæster drog til bryllupsfest på Lynetten.

Læs mere om: