Jesper Steinmetz rejser fra kæresten
Jesper Steinmetz, 41, forlader til næste år værtsstolen på TV 2 Nyhederne for at realisere en gammel drøm - han skal nemlig være USA-korrespondent for kanalen.
"Jeg glæder mig meget, men det er også sindssygt skræmmende. Jeg har hele mit netværk her, så jeg er indstillet på, at det første halve år vil være sådan: 'Hvad laver jeg her?'," fortæller Jesper Steinmetz til Ekstra Bladet. Nyhedsværten rejser uden kæresten, men parret holder sammen.
"Vi er vant til det. Vi bor ikke sammen, og jeg overnatter tit i Odense. Det er simpelthen så sjovt, for det er helt uproblematisk for os - men for omverdenen…Hold kærft mand, folk er simpelthen så bekymrede. Men man kan jo tage et fly, og vi har prøvet det et år, da han gik på Yale," siger Steinmetz fortrøstningsfuldt til avisen.