Jesper Vollmer deler herlig video: Dyrker anderledes motionsform sammen med Annette Heick
Kendiskok Jesper Vollmer og hans hustru, sanger, entertainer og debattør Annette Heick, er vant til at træne hver for sig.
Annette Heick nyder at dyrke tennis, mens Jesper Vollmer er meget glad for cykelsporten.
Men nu har parret fundet en træningsform, som de begge kan lide - og som de derfor nyder at træne sammen.
I et nyt opslag på sin Instagram-profil løfter Jesper Vollmer sløret for den noget anderledes træningsform, som parret er faldet over - og faldet for:
- Annette og jeg har simpelthen fundet den perfekte træningsform for os som par, indleder Jesper Vollmer sit opslag og forklarer, at det også er dejligt for dem at kunne træne hver for sig, inden han tilføjer:
- Bare sjovt at kunne træne sammen uden kompromiser.
Han skriver videre og løfter sløret for den noget anderledes træning, de har givet sig i kast med:
- Vi er startet i et EMS-forløb, som er noget af det mest effektive, jeg har prøvet.
Under EMS-træning bliver elektroder påsat rundt omkring på kroppen og stimulerer musklerne ad den vej.
God effekt efter ulykken
I 2015 var Jesper Vollmer ude for en alvorlig badeulykke under en familietur til Thailand.
Her brækkede han nakken, og endte i første omgang i kørestol på grund af lammelser.
Siden har han genoptrænet sig, men han har stadig fysiske mén i særligt den ene hånd og det ene ben.
Men også skavankerne fra ulykken dengang kan klare EMS-træningen, skriver Jesper Vollmer:
- Jeg har jo mine skavanker fra den brækkede nakke, som jeg var bekymret for, om ville stå i vejen. Jeg ku’ sagtens.
Han beskriver til sidst den tilsyneladende store effekt, EMS-træningen kan have:
- Jeg har fået at vide, at 20 min. intensiv træning med el-stimulation, svarer til 3 timers almindelig styrketræning. Tro mig, DET bekræftede mine ømme muskler mig i dagene efter. Det virker bare.
Se videoen af Jesper Vollmer og Annette Heick i træningslokalet lige her.