28. okt. 2022
Af Julie Nolsöe

Jim Lyngvild trækker ny bog tilbage: Jeg begyndte at græde

Jim Lyngvild
Jim Lyngvild
Foto: Jesper Sunesen
Jim Lyngvild var så skuffet over den nye bog, at han fik den trukket tilbage, inden den ramte handlen

Designer, forfatter, iværksætter og tv-personlighed Jim Lyngvild sørgede hurtigt for at trække den helt nye bog "Shitstorm" tilbage, inden den kom på gaden.

Det fortæller han i et opslag på sin Facebook.

- Jeg har i dag gjort noget, jeg aldrig har gjort før ... stoppet en bog fra at komme i butikkerne,' indleder han sit opslag om bogen, der ellers skulle have været på gaden 1. november.

Bogen har han skrevet sammen med Ghita Nørby og Anne Sophia Hermansen, og som bogens titel antyder, handler den om deres oplevelser med at være centrum i en såkaldt "shitstorm" i medierne.

Det er dog ikke selve indholdet i bogen, som Jim Lyngvild ikke er glad for.

Det er tværtimod kvaliteten af selve bogen, han er langt fra tilfreds med.

- (Men) da jeg fik bogen fra tryk i går, begyndte jeg faktisk at græde. Den er så grimt trykt og stedmoderligt behandlet. Lille og på det billigste papir og med et lay-out og en forside (som jeg flere gange har prøvet at ændre uden held), men som ser endnu mere tarveligt ud i det snollede format, skriver Jim Lyngvild videre i sit opslag.

Lokumspapir

Ifølge Jim Lyngvild minder selve bogens papirkvalitet ham om noget, man ikke har lyst til at tænke på, når man sidder med en splinterby bog - nemlig lokumspapir.

Den bog, med den indpakning, VIL jeg ikke have på gaden, skriver han i sit opslag og fortæller også, at skuffelsen også kan mærkes fysisk:

- Tænk at lave en shitstorm på sin egen bog man har glædet sig til. Det har slået mig så meget ud, at jeg i dag er på randen af migræne og kun kan sidde stille i sofaen.

Ifølge Ekstra Bladet er der ikke nogen afklaring med bogens forlag endnu, da Jim Lyngvild ikke har haft overskud til at indgå i dialogen endnu.

Læs mere om: