Jim Lyngvilds mor: Derfor er vi så tætte

Foto: Søren Lamberth
Jim Lyngvild havde ikke den nemmeste barndom. Men heldigvis havde han sin mor.

Jim Lyngvild er lige nu aktuel med udstillingen "Vølver, guld og guder" på Køge Museum.

Og en af de kvinder, han har portrætteret som vølve, er hans mor, Kirsten Petersen - der er ingen tvivl om, at de to er meget tætte.

Kirsten fortæller til BILLED-BLADET, hvordan det kan være:

- Da han var barn, havde vi et meget, meget stærkt bånd. Ud af fem børn har jeg to drenge, og de var begge meget tætte med mig. Og Jim var den yngste. Vi lagde ham i seng, men han kom ind til mig næsten hver nat. Han var en lille bange dreng, og når han kom i seng, spurgte han: ”Mor hvad laver du?”. Og så skulle jeg sige: ”Passer på dig”. Så blev han rolig igen.

- Han har altid været tæt på mig. Hver gang, vi gik forbi kirken i Taastrup, sagde han: ”Der skal vi giftes, mor”. ”Jaja,” sagde jeg. Det ægteskabsløfte måtte jeg bryde. Men som mor tog jeg hans problemer på mig...

Jim Lyngvilds far døde

Jim far var tidligt ude af billedet, men Albertslund er alligevel så lille, at Jim rendte på faderen. 

- Det var ikke særlig sjovt. Han overværede nogle ting, han ikke skulle, der ikke var sjovt for ham... siger Kirsten uden at komme nærmere ind på, hvad det var, Jim helt præcist overværede.

- Hvis Jim var hos sin far, kunne han på få minutter få 40 i feber, og når han havde det, skulle han hjem til mig. Og en time efter var feberen væk...

Spar 281 kr. på 13. nr. af BILLED-BLADETKlik her og læs hvordan

Faderen døde, da Jim var blot 10 år gammel.

- Jeg lovede ham (faderen, red.), at Jim skulle hedde Lyngvild. Det ville Jim ikke på et tidspunkt, men det sagde jeg, at det måtte han tage stilling til det, når han blev myndig. Men i dag er han vist meget glad for det. Men der er ikke noget at sige til det, når man tænker på det, hans far stod for.

Jeg er en stolt mor

Kirsten så sin søn gå fra at være et skræmt problembarn til at være en dygtig ung mand.

- Han har gået på så mange skoler i Albertslund, men da han kom på efterskole, skete der virkelig noget specielt med ham. Jeg oplevde for første gang, at han rejste sig op ved afslutningen og holdt en tale - stortudende. Han havde fået alle de her venner, der bare accepterede ham, som han var. Jeg havde bestilt 10 timer hos en psykolog, for jeg var sikker på, at han ville ringe efter otte dage og sige, at han gerne ville hjem. Men det gjorde han ikke. Det var fantastisk for mig. For det betød, at han var tryg. For første gang blev han accepteret.  

- Jeg er en meget stolt mor, siger Kirsten om sin søn, der elsker hende så højt, at han blandt andet ar foreviget hende på et museum.

Foto: Søren Lamberth
 
 

 

Seneste nyt

Læs mere om:

Udvalgt til dig

Fra forsiden