Jim Lyngvilds søde nytårsplaner er gået i vasken
Coronarestriktionerne har sat en stopper for mange oplevelser i 2020.
For Jim Lyngvild, der denne søndag fylder 42 år, har det blandt andet betydet, at en række arbejdsprojekter er blevet aflyst eller udsat.
Men på den private front har det også betydet, at han og manden Morten har måttet finde på nye planer til nytår.
Rejse aflyst
For over nytår skulle Jim Lyngvild sammen med manden Morten have rejst til Grønland.
- Vi skulle have været i Grønland for at besøge Julie Berthelsens familie, men den rejse er aflyst på grund af restriktionerne, siger Jim Lyngvild til BILLED-BLADET.
Han fortæller, at han og Morten ofte fejrer nytår med Julie Berthelsen og manden Minik Dahl Høegh samt parrets to børn Casper Nanoq, otte og Sia, fem.
Et tæt forhold
Jim Lyngvild og Julie Berthelsen har kendt hinanden i meget lang tid og har et tæt forhold.
Da Julie Berthelsen i juli 2019 blev gift med sin Minik, fortalte Jim Lyngvild til BILLED-BLADET, at han betragter Julie Berthelsen som sin lillesøster.