3. aug. 2023
Af Catja Klarskov

Joakim Tranberg mistede sin hustru i maj: Nu sætter han ord på sorgen og savnet

Joakim Tranberg. 
Joakim Tranberg.
Foto: Martin Høien
Skuespiller og musicalstjerne Joakim Tranberg mistede sin hustru tilbage i maj måned. Nu sætter han rørende ord på sorgen og savnet.

I maj måned mistede den 34-årige danske skuespiller og musicalstjerne Joakim Tranberg sin hustru, skuespiller og speaker Sofia-Mai Beckles Tranberg. Nu sætter han rørende ord på sorgen og savnet.

Det skriver Ekstra Bladet.

– Hun var den stærkeste pige, jeg nogensinde har kendt, og hun har levet det vildeste liv. Jeg tænker på hende hver dag, og jeg savner hende. Det er en meget voldsom tid. Det er nogle sindssyge dage, som er meget tomme, fortæller han til Ekstra Bladet.

Til mediet forklarer Joakim Tranberg desuden, at han, efter tabet af sit livs kærlighed, har fundet stor støtte i både sin familie og bedste kammerat.

Sofie-Mai Beckles Tranberg blev bisat fra Sct. Povls Kirke den 16. maj, og årsagen til dødsfaldet har Joakim Tranberg valgt at holde privat. Parret nåede at være gift i 3,5 år.

Joakim Tranberg fortæller desuden til mediet, at han er ked af det hver dag, ligesom der er mange nætter, hvor han har svært ved at overgive sig til søvnen. Alligevel forsøger han at se lyst på livet.

Musicalstjernen blev landskendt, da han i 2008 vandt sangkonkurrencen ”Elsk mig i nat” på Kanal 5. Sidenhen har han medvirket i en række store musicals, blandt andet ”Seebach”, ”Grease” samt ”The Boyband Tour”, hvor han sammen med Silas Holst spillede en af hovedrollerne.

Du kan læse hele artiklen her.

Læs mere om: