8. nov. 2022
Af Sofie Nymand

Jørgen Reenberg fylder 95 år: Sådan har han det i dag

Jørgen Reenberg i "Fodboldpræsten" fra 1951, hvor han spillede overfor Grethe Thordahl.  
Jørgen Reenberg i "Fodboldpræsten" fra 1951, hvor han spillede overfor Grethe Thordahl.
Foto: Sven Gjørling/Ritzau Scanpix
Tirsdag fylder den tidligere kongelige skuespiller Jørgen Reenberg 95 år. Sådan har han det i dag.

I 60 år bød skuespiller Jørgen Reenberg danskerne på et væld af pragtpræstationer.

Som Aladdin, fodboldpræst og med “kors og bånd og stjerner på”.

Tirsdag fylder Jørgen Reenberg 95 år.

I et interview til Kristeligt Dagblad fortæller dagens fødselar, at han er ved godt helbred. I sit hjem i Virum holder han af at lytte til musik, især klassisk og Jazz, og så læser han bøger og ser tv.

Derudover fremgår det af interviewet, at hans humoristiske sans er i behold.

Hvilket hans søn bekræfter til BILLED-BLADET:

– Han har det glimrende, fortæller Holger Reenberg, der til daglig er museumsdirektør i Herning og senere på ugen skal besøge sin far i Virum i anledningen af fødselsdagen.

Det er nu 14 år siden, Jørgen Reenberg endegyldigt trak sig tilbage fra scenen efter 60 år som kongelig skuespiller.

Hans sidste rolle blev som Lindqvist i Strindbergs “Påske” på Det Kongelige Teater. Lige der hvor det hele begyndte.

Jørgen Reenberg voksede op i et skuespillerhjem, hvor begge forældre, Holger Reenberg og Ellen Carstensen, var tilknyttet Det Kongelige Teater. Og her blev han også selv uddannet fra 1948.

Siden har han spillet alt fra elskerroller til dæmoniske skikkelser og fra Holberg til Hamlet – på film, tv og teatret, hvoraf sidstnævnte var hans metier.

Privat har Jørgen Reenberg sønnen Holger fra sit ægteskab med Marianne Reenberg, født Zobel.

Parret blev skilt i 1965, og han blev senere gift med skuespiller Ghita Nørby med hvem, han var gift med i 8 år.

De seneste mange år har Jørgen Reenberg dannet par med skuespiller Marianne Høgsbro.

Læs mere om: