Johannes Langkilde: Helle Thorning ryger ud på røv og Gucci-taske
"Det er mig, der styrer Danmark. Jeg er studievært på TV 2 Nyhederne, og her elsker vi at manipulere med indslagene. Jeg blev f.eks drøntræt af Lars Løkke. Derfor sørgede jeg for, at Helle Thorning blev statsminister. Men nu fabler hun om en betalingsring, og da jeg bor i Lyngby og skal igennem den dagligt, ryger hun ud på røv og Gucci-taske, hvis ikke hun trækker det tilbage".
Det er næsten ikke til at tro det, men det er Johannes Langkilde, der siger sådan. Med en udtalelse, der formentlig ville få alle til at stivne, hvis han sagde det for åben skærm i TV 2 Nyhederne. Her er slipset dog smidt, skjorten sat uden på bukserne, barbermaskinen har fået en fridag, og omgivelserne er gearet på skæg og grænseoverskridende ballade.
Johannes Langkilde - pæne mr. News - har nemlig stillet sig op i Comedy Zoo i København for at give den gas.
- Jeg har brugt de sidste 10 år på at file kanter af og altid være korrekt. Men jeg kunne mærke, at jeg havde brug for at udfordre mig selv, mærke det krille i maven, og derfor sagde jeg ja til udfordringen, siger Johannes.
Udfordringen blev stillet af programmet "Vild med Comedy", der får kendte værter og skuespillere til at prøve kræfter med den svære og selvudleverende disciplin.
Jeg optræder kun sort
- Jeg havde kun én betingelse. Stand-up-komik er tit noget, der bevæger sig under bæltestedet. Men hvis jeg stadig skal have bare en rest af troværdighed i mig, når jeg laver Nyhederne, kunne jeg altså ikke stille mig op og tale om det, siger Johannes Langkilde. Hvilket var noget af en prøvelse, eftersom det var Uffe Holm - notorisk berygtet for et materiale, der kredser om arealet syd for navlen - der skulle være hans komiske vejleder.
- Jeg besluttede derfor at gå ned under bæltestedet - altså helt ned til fødderne, og sige noget om fodsvamp i stedet, siger Johannes, der skrev alt sit materiale selv, inden det røg i Uffes vridemaskine for at blive fintunet.
- Det var vildt grænseoverskridende, og jeg var da vildt nervøs over at stå foran et publikum, men jeg har fået alt det ud af det, jeg gerne ville. Og jeg ved, at både Lars Løkke og Helle Thorning kan forstå en joke. Om jeg vil gøre det igen?
- Ja, jeg er faktisk ledig i alle ulige uger - men jeg optræder kun sort.