8. apr. 2011
Af af Dorte Quist

Johannes Møllehave vil melde betjente for vold

Johannes Møllehave
Johannes Møllehave
Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET
På sin læges anbefaling klager den 74-årige præst og forfatter Johannes Møllehave over ordensmagten.

Den pensionerede digter-præst, Johannes Møllehave, har efter en dags eftertanke besluttet sig for at klage over politiets hårdhændede behandling efter hans fugtige besøg på Hotel D'Angleterre i København. Det skriverEkstra Bladet.

74-årige Johannes Møllehave er begyndt at tage antabus for at holde styr på sit alkoholmisbrug. Men under et besøg på den fornemme restaurant sammen med en ven havde Johannes Møllehave droppet antabussen for en dag, hvorfor hans middag på Hotel D'Angleterre blev meget højrøstet og akkompagneret af bank i bordet og højlydte klap i hænder.

Efter chefen for restauranten flere gange havde bedt Møllehave om at dæmpe sig, tilkaldte hun til sidst poltiet. Politiet tog den berusede og højrøstede digterpræst med ud på Kongens Nytorv, men da hverken han eller hans ven, 68-årige rektor for Lemvig Gymnasium, Lars Ebbensgard, ville dæmpe sig, endte konfrontationen med, at de to ældre herre fik håndjern på, lagt ned på fliserne, hvorefter betjentene satte sig oven på dem - enten med et knæ i ryggen eller som Johannes Møllehave beskriver det: "De hoppede oven på mig".

Johannes Møllehave, der for nylig blev fyret fra sit job på Kristelig Dagblad, fordi han kom beruset på avisen og forstyrrede de arbejdende journalister, erkender, at han kan være "for meget", også når han er ædru. Men han fastholder, at betjentenes opførelse gik for vidt, og han vil derfor nu klage over den behandling, han fik, som han kalder brutal.

Læs mere om: