Julie Fagerholt elsker sine ferier på Mallorca
Julie Fagerholt, der er blandt kronprinsesse Marys yndlingsdesignere, elsker at tilbringe somrene i sit sommerhus på Fyn, men som regel bliver der også tid til en afstikker til ferieøen Mallorca, hvor adskillige kendte danskere, heriblandt Bent Fabricius Bjerre og Suzanne Bjerrehuus, holder til i de varme måneder.
"Min familie har haft hus på øen i 25 år, så jeg er kommet der rigtigt meget. Min kusine har stadig hus der, og min søster er lige flyttet derned, så jeg er der i hvert fald et par gange om året," fortæller Julie Fagerholt til ALT for damerne og forklarer:
"Jeg elsker at besøge de små byer, hvor vi er kommet år efter år og kender alle, det er rigtigt hyggeligt og hjemligt. Og så er det bare en skøn ø og meget landligt med olivenlunde, varme, gode restauranter og ro," lyder det fra Julie, før hun i damebladet tilføjer: "- når man lige kommer væk fra turiststederne."