20. apr. 2023
Af Catja Klarskov

Kæmpe nyhed: Geggo har fundet ud af, hvem der er hendes far, og det er ikke ham, hun troede

Stephanie Karma Salvarli 
Stephanie Karma Salvarli
Foto: Kaspar Wenstrup
“Familien fra Bryggen”-datteren Stephanie Salvarli fik for nylig foretaget en DNA-test, og den afslører nu, at hun har et helt andet faderligt ophav, end hvad hun har troet hele sit liv.

Det var en stor overraskelse, da Stephanie Karma Salvarli først på måneden delte, at hun har fået kontakt til en lillebror, hun ikke vidste, hun havde.

Siden afsløringen har det store spørgsmål kredset om, hvorvidt det mon er Geggo eller hendes nyfundne lillebror Nicki, der har et andet faderligt ophav end først antaget, og nu er svaret endelig kommet.

Det fortæller Geggo selv i podcasten “Helt ærligt”, som hun har sammen med sin mand, Cengiz Salvarli.

I gårsdagens episode havde den kendte værtsduo desuden inviteret Linse Kessler med i studiet, som nu kaster nyt lys over sagen.

– Jeg arbejder på Grønttorvet, og det gjorde jeg i ti år, og der var altså knald på. På den anden side lå der et værtshus, og når vi så om fredagen havde arbejdet, så gik vi derover og drak rom og cola og fyrede den af, fortæller Linse i podcasten om tiden lige omkring, Geggo blev undfanget i 1989.

I samme periode var Linse kærester med Sonny, som hun indtil for ganske nylig var overbevist om, var far til Geggo. Parret havde dog perioder, hvor de ikke var kærester, og her var Linse lejlighedsvis sammen med en anden mand, som 33 år senere skulle vise sig i virkeligheden at være far til Geggo.

Selv om virkeligheden har vist sig at forholde sig helt anderledes, end Brygge-familien har troet de sidste mange år, så har det ifølge Geggo hverken udløst stor sorg eller en eksistentiel krise.

I podcasten forklarer hun nemlig, at hun ikke føler, hun har mistet noget, men derimod fået en familie forærende.

Det viser sig, at Stephanie, foruden Nicki, har yderligere to brødre, da hendes nyfundne far i alt har tre sønner.

Selv om Geggo kender identiteten på sin biologiske far, så har de to endnu ikke mødt hinanden, og spørger man tv-kendissen er det heller ikke sikkert, at de kommer til det.

– Jeg har ikke et behov for at møde min far. Det er ikke fordi, jeg nægter og ikke vil, men det, der er størst for mig i det her, er, at jeg har fået en lillebror, forklarer Geggo i podcasten, hvor hun sammen med sin mand og mor-Linse sætter ord den nye opdagelse, familiekonstellation og virkelighed.

Du kan lytte til hele podcasten her.

Læs mere om: