Kæresten sagde tillykke – Cecilie Stenspil modtog pris
Nogle dage forinden var Cecilie kommet kørende i sin bil gennem frost og snevejr, da hendes mobil ringede. Hun satte højttaleren til - det var Henning Sprogøe, søn af den folkekære, afdøde Ove Sprogøe, som fortalte hende, at hun var blevet udvalgt til at modtage den fornemme pris.
- Jeg blev simpelthen så glad, at jeg begyndte at græde, fortalte den stolte og glade prismodtager, da hun senere fik overrakt prisen og den medfølgende check på 30.000 kroner.
- Jeg måtte holde ind til siden og lige komme mig over det, inden jeg kunne køre videre.
Prisen blev overrakt ved en lille komsammen i marketenderiet og i den gamle biograf på Nordisk Films hovedsæde i Valby. Anmelderen Gregers Dirkinck-Holmfeld begrundede valget af Cecilie Stenspil, hvis smukke øjne gjorde et dybt indtryk på ham, da han for nogen tid siden interviewede hende til dagbladet Børsen - og Cecilie takkede.
- Jeg er overvældet og glad. Ove Sprogøe er en af de allerstørste skuespillere, vi har haft. Jeg ville bare ønske, at jeg havde nået at møde ham eller arbejde sammen med ham. 31-årige Cecilie Stenspil blev først færdig på Statens Teaterskole for fire år siden, men hun har allerede markeret sig. Hun blev kendt af de mange TV-seere, som oplevede hende i rollen som Jasmina i DR-serien Livvagterne, og hun går efter nytår i gang med prøver på Det Kongelige Teater, hvor hun skal spille Eliza Doolittle i en nyopførelse af My Fair Lady, som har premiere til februar.