
Kærligheden bristede for Lasse Vilhelmsen i Gift ved første blik: Nu jubler han

Der var gang i den over hele landet tirsdag aften.
Nogle åndede lettet op mens andre fik en tåre i øjenkrogen.
Efter mange ugers valgkamp kom valgdagen endelig, og det var særligt nervepirrende for Lasse Vilhelmsen.
Det er ikke længe siden, at hans ansigt kørte over skærmen i "Gift ved første blik," da han blev gift med Dorthe Brown.
Ægteskabet gik desværre i vasken, men så var det godt, at han havde et nyt projekt at beskæftige sig med.
Ved tirsdagens kommunalvalg stillede han nemlig op for Det Konservative Folkeparti i Lyngby-Taarbæk - og blev valgt ind.

Om det er hans mærkesager, valgplakater eller kendte ansigt fra tv, der fik ham valgt ind, vides ikke. Men det er i hvert fald sikkert, at han inden længe kan sætte sig ind i byrådssalen i Lyngby-Taarbæk.
Her skal han, sammen med 20 andre kommunalpolitikere, arbejde for at styrke kommunen de næste fire år.
Lasse Vilhelmsen kæmpede faktisk mod en anden tv-darling under valgkampen.
For i samme kommune, og endda også for samme parti, stillede Frank Hartvig Andersen fra "Hotel Romantik" også op.

De to tv-darlings kommer dog ikke til at arbejde sammen, da Frank Hartvig Andersen ikke blev valgt ind.
