Kærligheden slut for Janni Kjærs datter
De lignede et fasttømret par. Og de levede også længe som ét. Janni og Christian Kjærs smukke datter, Michala Kjær, og hendes kæreste, Frederik Bagger, marketingskoordinator og søn af designeren Erik Bagger, flyttede sammen kort efter Michalas 18-års fødselsdag. I 18-års gave forærede Frederik oven i købet Michala en stor guldring. Men nu er det forbi mellem dem. Det unge par er flyttet fra hinanden. Og Michala, der torsdag 11. juni, fyldte 20 år må altså fejre fødselsdagen som alenepige - uden Frederik.
"Jeg ved ikke, om hun fejrer det. Jeg skal i hvert fald ikke være med. Vi kommer ikke sammen mere. Længere er den ikke," siger Frederik, 20, til BILLED-BLADET og ønsker ikke at uddybe, hvorfor forholdet er slut.
Frederik Bagger og Michala Kjær lærte hinanden at kende gennem fælles venner. De havde således kendt hinanden i små fem år, inden de blev rigtige kærester. Michala og Frederik har imidlertid rejst en del hver for sig, ligesom de heller ikke fejrede jul sammen. Nu har de så valgt at flytte helt fra hinanden, og gøre deres forhold forbi.