
Kan igen opleves sammen: Emil og Theis Midé Erichsen kaster sig over nyt projekt

Emil og Theis Midé Erichsen blev landskendte, da de gennem fire sæsoner inviterede danskerne med på deres jordomsejling i TV 2-programmet "Kurs mod fjerne kyster".
De to brødre, der er sønner af Mikkel Beha Erichsen og Marian Midé, blev hurtigt et stort hit hos danskerne, der var vilde med de eventyrlystne sejlere.

Efterfølgende har man kunnet følge dem på andre rejser sammen med deres familie i diverse TV 2-programmer, men nu har de sammen kastet sig over et helt nyt projekt.
I podcasten "De Uventede Eventyreres Klub" møder brødrene kendte danskere, der deler hændelser, som ingen havde set komme, men som er startskuddet til en episk fortælling fra det virkelige liv, som det beskrives af Lakor, der står bag podcasten.
I en teaser for podcasten fortæller de, at de netop har talt med biolog Vicky Knudsen, mens de samtidig lover, at de vil få besøg af alle mulige slags gæster.

