
Karen-Lise Mynster er glad for sine rynker: De er vigtige, når man er bedstemor

Fugerne i panden og om øjnene bliver ikke mindre, men det gør slet intet.
De vidner om et levet liv, der har budt på både bekymringer og masser af latter.

En slags historiefortælling, som 73-årige Karen-Lise Mynster synes er vigtig, og som hun aldrig ville være foruden hos sig selv.
Det fortæller hun i et interview med Alt for damerne, der blev bragt i sidste uges blad.
- De er jo netop et livsarkiv. Det er også vigtigt, når man bliver bedstemor, som jeg er, at barnet kan se, at man er den ældre generation. Det skal kunne ses, at den gamle bedstemor repræsenterer et levet liv, som er interessant at høre om og spørge ind til, forklarer Karen-Lise Mynster til mediet.
Karen-Lise Mynster har sammen med sin nu afdøde ægtefælle, skuespiller Søren Spanning, de to voksne børn Rosalinde Mynster og Jasper Spanning. Søren Spanning var også far til Line fra et tidligere ægteskab.
Børnene har beriget Karen-Lise Mynster med fem pragtfulde børnebørn, og hun finder det bestemt vigtigt, at især familiens yngste medlemmer forstår værdien i råd og vejledning fra den ældre generation.
Skuespillerinden forstår derfor slet ikke behovet i samfundet, der for tiden dikterer at rynker for enhver pris skal fjernes.
Selv er hun stolt af fugerne, der vidner om et levet liv fyldt med oplevelser, som hun gladeligt deler ud af.

Karen-Lise Mynster og Søren Spannings voksne børn er begge gået i deres forældres fodspor, da de i dag arbejder i filmbranchen, om end de har valgt hver sin gren af den.

Rosalinde Myster er skuespillerinde, og er kendt fra blandt andet TV 2-serien ”Badehotellet”.
Jasper Spanning er filmfotograf, hvor han har arbejdet på store produktioner som blandt andet ”Vogter” med Sidse Babett Knudsen og ”Dronningen” med Trine Dyrholm.