Katja Storkholm og manden går hver til sit
- Vitus skal vokse op i kærlige omgivelser. Han skal have en glad far og mor, og det har Chresten og jeg ikke været. I virkeligheden passede vi nok ikke sammen. Vores ægteskab har ikke fungeret, så nu skilles vi. Det er trist og meget smertefuldt og har kostet mig mange tårer og søvnløse nætter, men der var ingen vej udenom. Nu bor Vitus og jeg alene her i mit hus på Østerbro, mens Chresten er flyttet til Frederiksberg. Vi er ikke uvenner, bare meget, meget forskellige.
Katja Storkholm, der fylder 39 i september, blev stormende forelsket i den tre år yngre advokat og sejlsportsmand, Chresten Plinius, da de mødtes for syv år siden. Fire måneder senere flyttede de sammen, og i 2004 blev de forlovet på Bermuda. 1. oktober året efter stod brylluppet i Frederiksborg Slotskirke, og på bryllupsrejsen til Bali blev Katja gravid.
- Chresten har været meget væk, og det kan man godt klare som nyforelsket. Men med et barn går det søde lidt af det. Chresten skruede ikke ned for sejlerlivet, da han blev far, og som selvstændig advokat, var der ikke meget tid til overs til Vitus og mig. Det slider et forhold op, og til sidst gled vi lige så langsomt fra hinanden. Vores samliv gik dårligt, og selv om vi også har prøvet parterapi, lykkedes det ikke for os at finde melodien. Det skal Vitus ikke vokse op med, så nu er vi enedes om at skilles. Alt er blevet delt, og det er da tungt, indrømmer Katja Storkholm.