
Katrine Engberg er gæstevært i Aftenshowet: Her er hendes kendte eksmand

Krimiforfatter Katrine Engberg kastede sig denne aften ud i en helt ny disciplin, da hun indtog rollen som gæstevært i DR’s ”Aftenshowet”.

Flankeret af den garvede tv-vært Kristian Ring-Hansen Holt styrede hun slagets gang og dagens gæster.
Her blev talt om Tour de France og AI-modeller i modemagasiner med gæster der spændte helt fra den professionelle cykelrytter Tobias Lund til influencer og tidligere ”Den store bagedyst”-vinder Tobias Hamann.
Netop sidstnævnte gæst har da også lidt tilfælles med Katrine Engbergs kendte eksmand.
I tretten år var Katrine Engberg nemlig gift med skuespiller og ”Den store bagedyst”-vært Timm Vladimir, som hun har sønnen Cassius, 15, sammen med.
Katrine Engberg og Timm Vladimir blev skilt i 2021, hvilket hun for nyligt satte ord på i et stort interview med ugebladet Søndag.
- Da jeg blev skilt, fravalgte jeg noget, der ikke havde fungeret i mange år. Alle, der har stiftet familie og fravalgt den, vil jo vide, hvor ekstremt svært det er at gøre. Det er et stort tab af drømme, og der er kan være børn, der kommer i klemme. Det er en svær og meget sorgfuld beslutning, indrømmer Katrine Engberg til mediet.


I dag er Katrine Engberg gift med Jakob Jensen, som hun sagde ja til ved et sommerbryllup i august 2023.