Kendte afslører deres hemmeligheder
Vi kender dem godt, men i et nyt underholdende portrætprogram "Stjernes på slottet", afslører fem kendte hemmeligheder fra deres privatliv.
I fem dage har Søs Egelind, Peter Frödin, Mia Lyhne, Anders W. Bertelsen og Jarl Friis-Mikkelsen boet sammen på et luksus-vinslot i Toscana i Italien. Her udfordrer de hinanden i madlavning, sang og forskellige fysiske aktiviteter. Undervejs fortæller de historier fra deres privatliv, som afslører helt nye sider.
Hver stjerne er ansvarlig for en dag på slottet, hvor de både bestemmer hvad der skal spises, og hvilket tøj de andre skal have på.
Samtidig skal de arrangere aktiviteter for de fire andre og udfordre dem, så seerne får afsløret hidtil ukendte sider af de kendtes personlighed.
De fem programmer sendes hver tirsdag fra 18. august.