16. nov. 2012
Af af Mette Marie Lei

Kendte musikere dækker de smukkeste juleborde

Julie Berthelsen har dækket dette julebord
Julie Berthelsen har dækket dette julebord
Foto: Royal Copenhagen
Caroline Henderson, Julie Berthelsen og Anne Dorte Michelsen er blandt stjernerne, der har dækket op med Royal Copenhagen.

I år er det 49. gang, at Royal Copenhagen inviterer kendte danskere til at dække virksomhedens juleborde, som er en institution i den Københavnske juleudsmykning. Årets tema er "Julens Sange" og seks berømte sangerinder fortolker deres yndlings julesang i poetiske, personlige og spektakulære bordopdækninger.

De udvalgte borddækkere er Caroline Henderson, Marie Carmen Koppel, Hella Joof, Julie Berthelsen, Anne Dorte Michelsen og Cæcilie Norby.

Når Royal Copenhagen slår dørene op til årets juleborde 2012, kan man opleve en tematisk og visuel fortolkning af seks af julens mest stemningsfulde sange. Bordene er dækket af seks sangerinder, der alle har et helt særligt forhold til julen og julens sange, og hver især har de - naturligvis - sunget, fortolket eller skrevet julesange.

Skuespilleren, sangerinden og instruktøren Hella Joof har skabt et fortryllende og magisk univers, som finurligt fabulerer over salmen "Dejlig er den himmel blå".

- De tre vise mænd spiser naturligvis med ved mit julebord, der glimter og glitrer som i enhver lille piges drøm. Ved mit julebord skal der være plads til alle - og naturligvis serveres julemiddagen på kongeliget porcelæn, siger skuespilleren, instruktør og sangerinden Hella Joof.

Sangerinden Julie Berthelsen har genskabt et stykke af Grønland og serverer julemiddagen i et imponerende og knitrende isbjerg. Over bordet hænger en traditionel grønlandsk kajak, som har været et livsnødvendigt jagtredskab for inuitter i Grønland og det øvrige arktiske Nordamerika.

- Min grønlandske jul er meget vigtig for mig. Jeg serverer stadig den hjemmelavede snaps, som min mor fremstiller hver jul af bær og urter, vi selv har samlet- sortebær snaps, grønlandsk kvan snaps og grønlandspost snaps. Dertil hendes egen fangede, hjemmerøgede ørred. En anden fast tradition er, at vi laver marcipanfigurer, og derfor har jeg naturligvis også pyntet med mit bord med dem. I år ville jeg have noget blåt på bordet for at hylde min lille søns første jul. Derfor har jeg valgt at kombinere stellet Hvid Elements med Blå Musselmalet Mega, siger Julie Berthelsen.

Bordene udstilles også hos Royal Copenhagen på Strøget i København frem til d. 31. december 2012.

Julen er hjerternes tid - men det er også tiden for varm fodtøj, som ikke behøver at være kedeligt! Se IN.dks bud på 10 par skønne vinterstøvler.

Læs mere om: