8. okt. 2009
Af af Signe Ravn

Klaus Riskærs bog sables ned

Klaus Riskær afsoner nu sin fængselsstraf på seks år i statsfængslet i Sønder Omme. Her sad også Kurt Thorsen i sin tid.
Klaus Riskær afsoner nu sin fængselsstraf på seks år i statsfængslet i Sønder Omme. Her sad også Kurt Thorsen i sin tid.
Foto: Ole Bjørk
Den fængslede finansmands forsøg på at beskrive hverdagen i Sdr. Omme Statsfængsel er ikke vellykket, hvis man skal tro anmelder.

Klaus Riskær Petersen fordriver tiden i Sdr. Omme Statsfængsel med at skrive om sin hverdag. Det første bind i trilogien af skriblerier er udkommet på Gyldendal, men ifølge Berlingske Tidendes anmelder er Riskærs evner som forfatter stærkt begrænsede. Sølle to ud af seks mulige stjerner bliver det til.

"Føleri er ikke Riskærs stærke side. Slet ikke sprogligt. Derfor er »Ankomsten« en fattig affære. Som læser mærker man ikke på noget tidspunkt, hvad meningen er med denne bogudgivelse er. Hvad vil forfatteren? Hvad vil forlaget?" spørger Berlingskes anmelder, der ærgrer sig over, at Riskær holder alt og alle ud i strakt arm.

"Riskær er mildt sagt ikke filosof. Og næppe heller forfatter. I hvert fald ikke før han tør give noget mere af sig selv til den omverden, der er så let at bedrage. Tættest på kommer vi på side 160: 'Jeg er en midaldrende herre, der er dømt for lidt småfiflerier og forsøg på at flytte lidt rundt på skillingerne fra en cigarkasse til en anden'. Sådan en morsom underdrivelse må der gerne være flere af i næste bind," konstaterer anmelderen på berlingske.dk.