Kuglestøderen og hestepigen i finalen
På denne semi-finale aften skulle danseparrene igennem to runder dans, før de afgørende stemmer skulle tælles op.
Anne-Grethe Bjarup Riis og Michael Olesen begyndte aftenen med en vals, der blev belønnet af de henrykte dommere med 38 point - heraf var der hele to ti-taller.
Herefter fulgte Tina Lund og Tobias Karlsson med en quickstep, der pudsigt nok blev udført til Pippi Langstrømpe-sangen. Denne præstation blev flot kvitteret med 37 point fra dommerne.
Kuglestøder Joachim B. Olsen og pageklippet Marianne Eihilt, imponerede dommerne så meget med deres slowfox, at dommerne måtte slippe med topscore på 40 point.
Efter aftenens individuelle danse, skulle parrene vise, hvem der kunne byde på den bedste og mest lidenskabelige paso doble. Igen kvitterede dommerne med flotte point helt i top.
Anne-Grethe og Michael fik 38 point, Tina og Tobias fik 37 point og Joachim og Marianne fik hele 39 point.
Men som det jo hører til i en konkurrence, er der kun to par der kan gå videre til finalen, og denne semi-finaleaften, betød et farvel til Anne-Grethe og Michael.