Lars Larsen rådgiver om finanskrisen
Anne-Mette Rasmussen er ikke den eneste kendis, der har udbredt sig om finanskrisen. Men hvor hun spurgte: 'Hvor er den?', giver Lars Larsen nu gode råd til dem, der mærker krisen kradse.
"Hvis du har råd, så lad være med at gå i panik og behold dine aktier. Uanset om det er A.P. Møller eller andre aktier, så skal de nok komme op igen. Så hvis du kan tåle at vente, så lad være med at kigge på aktier et halvt års tid," siger Lars Larsen til B.T..
Den stenrige forretningsmand bruger selv finanskrisen til at åbne flere forretninger: "Vi tager lige tre nye lande på en uge. Det er egentlig et godt billede på, at jeg skruer op for speederen i krisetider. Jeg tror, at det kan være godt købmandskab at give gas, når andre holder igen," lyder det i B.T..