9. feb. 2023
Af Catja Klarskov

Lars og Theresia fra Årgang 0 har glædet sig i flere år. Nu sker det, og ikke kun én men hele to gange

Lars Ellebye og Theresia Treschow-Kühl.
Lars Ellebye og Theresia Treschow-Kühl.
Foto: Martin Høien
”Årgang 0”-forældrene Theresia Treschow-Kühl og Lars Ellebye forbereder en længe ventet fejring af deres sølvbryllup. En fest tv-kendingene har ventet på i flere år, da Corona satte en stopper for festlighederne.

Da ”Årgang 0”-kendingene, Lars og Theresia, kunne fejre sølvbryllup i sommeren 2020, foregik det uden æresport, månedlang planlægning og anden festivitas. I respekt for forsamlingsforbud og Corona-restriktioner valgte tv-parret at rejse til Norge og markere den store dag i selskab med få, gode venner.

Men nu, tre år senere, skal glassene langt om længe klinge i kærlighedens navn, og familien planlægger i øjeblikket ikke blot én men hele to fester i familie og gode venners lag, fortæller Theresia til BILLED-BLADET.

-Den første fest er for jyske venner på Knapp i Sønderjylland, og den anden er for nær familie og københavnske- og udenlandske venner på Aamanns på Refshaleøen. Både David og Rachel hjælper heldigvis til med planlægningen, uddyber Theresia.

Familien har gode venner over det meste af kloden, og derfor skal flere af gæsterne hoppe ombord på et fly for at deltage i fejringen af den store dag.

-Vi får både gæster fra England, Norge og New Zealand. Vi glæder os, fortæller Theresia.

Inden familien tog turen til Aamanns for at godkende lokaler og menu, var de først et smut forbi Københavns Lufthavn. Her hentede de datteren Rachel, som måske for en stund har fået styret sin rejselyst. Hun var nemlig netop hjemvendt fra seks måneder i Spanien.

Den hyggelige genforening, hvor også sønnen David var med, gik derfor med at vælge koldrøget laks, oksekød og hvid chokolademousse til forældrenes snarlige kærlighedsfest.

Lars og Theresia blev gift den 1. juli 1995, så når tv-forældrene inviterer til sølvbryllupsfest på Aamanns i København, bliver det med præcis tre års forsinkelse.

Du kan se et billede fra planlægningen nedenfor, som BILLED-BLADET har fået lov til at bringe.

Læs mere om: