Lasse Spang Olsen døden nær: Jeg var druknet uden hjælp
Når man har udført livsfarlige stunts i 32 år, burde man være vant til lidt af hvert. Alligevel kunne Lasse Spang Olsen i weekenden konstatere at han stadig kan komme på dybt vand.
Under optagelserne til DR2-programmet "Lasses uheldige dag" skulle stuntmanden køre en bil i havnen, men under vandet havde han problemer med at åbne døren, og havde det ikke været for sikkerheds-dykkerne, var stuntet endt med en drukneulykke.
- Hvis det ikke havde været for sikkerheds-dykkerne så havde jeg siddet i bilen endnu, og så var jeg død. Jeg havde både vådedragt og luftmaske med ned, men jeg kunne ikke se mere end 10 centimeter frem for mig, og jeg kunne ikke få døren op. Du har ikke begreb om, hvor væmmeligt det er, at være fanget i bilen, mens den synker, og jeg kunne ikke rulle vinduet ned, for al strøm gik idet jeg ramte vandet. Det er det mest ubehagelig stunt, jeg nogensinde har udført i nu 32 år, fortæller Lasse Spang Olsen til Frederiksborg Amts Avis (link fjernet).
Det livsfarlige stunt skulle vise, hvor galt det kan gå, hvis man kører bil i beruset tilstand, og var blot en af flere juleulykker, som bliver gengivet i DR2-programmet.
- Vi vil vise en hel række af de værst tænkelige ulykker, man kan komme ud for omkring jul og nytår, fortæller Jacob Snedevig, der er tilrettelægger af programmet.
Filmholdet har også sprængt taget af en villa og brændt et hus ned til grunden. "Lasses uheldige dag" bliver vist den 30. december på DR2.